301
Hm! naa! sagde Christensen. Lige for lige, naar Venskab skal holdes! Vi kan jo tænke derover. — Har Du ellers noget paa Hjærte, saa kom frem med det …!
Karsten saa’ atter tøvende paa ham — og gik helt frejdig løs paa Sagen:
Hørkræmmerens spurgte mig, om jeg vilde gaa ud med dem i Tivoli — til Aabningsfest?
Tilstaaet! svarede Christensen.
Det er en af disse Aftener i Majmaaneds sidste Halvdel, som kan være blandt de Minder, der drager os uimodstaaeligt tilbage til det snævre Hjem, hvor vi saa end færdes i den vide Verden.
En saadan enkelt Aften kan for os sydlige Skandinaver være Indbegrebet af vort hele Følelses og Stemningsliv; det, vi ikke kan tænke os at bytte bort for … ja kom nu med en Række Metaforer! de ville alle hinke — og vi ville blive staaende støt paa vor Længsels Grund, ligegyldigt hvor meget vi har maattet døje af den langvarige Østenvind, den gyselige, sludfulde Vinter, vore pinagtige indre Kævlerier, vort Aandslivs Mangel paa Rumfang og Spændkraft, vor hele slattede, jævne, danske Øllebrødstilværelse!
