305
Rum for alle Foraarets Længsler indenfor Svanehammen. Og saa skjulte Skyggerne dem helt.
Men midt i Vandfladen, der sugede Aftenhimlens Blankhed til sig, stod de kraftige Silhouetter lodrette ned fra høje Graapopler, Lind og Elm — de svære Grenes nøgne Arme, med de fine Kvistes knoppede Fingre; og disse Fingre syntes at dyppe sig i Vandet for at føle, hvor lunkent det var blevet af Formiddagens stærke Sol.
Nu var denne Sol sunket bag de spredte Trægrupper og slukket bag de tætte Buske. Men dens Genskin rødmede og glødede lavest nede over Vandet — og det var ligesom henvendt til denne stribede Drøm om Guld og grønne Skove, at Fuglene i deres Skjul rundt omkring fra sang deres længselsfulde, inderlige smaa Folkeviser, Og en Vise var der — og en Sanger — der overgik alle de andre: det var Nattergalens hulkende Kærlighedstrille, et uendelig langt Omkvæd til en kort, ensformig Visestump, maaske den eneste evige Poesi — ved Siden af Stjærnernes og Blomsternes — der er levnet os af en forbigangen Tid og en undergaaet Verden.
Hvad skal man sige? Det er kanske alt i alt Svanernes og Nattergalens Skyld, at Bænkene rundt omkring i vore Haver og Anlæg, særlig paa en saadan stille Aften, ere optagne af disse fortrolige Par, hvis hviskende Samtaler man trækker paa
20
