312
Byen laa dernede med de velbekendte Taarne i en tung, skumrende Dis. De nye Kvarterer — nye Husrækker, med en Uendelighed af trivielle Skorstene, som begyndte at rejse sig herude ad den vestre Kant — hist og her en nøgtern Taarnbygning — Altsammen tarveligt, og dog med Fordring paa at være Udvidelse, Liv, Trivsel ... intet af dette fandt Naade for Christensens Øjne. Han udbredte sig over Linjer og Forhold, priste den gamle Idyl, som dog havde været noget for sig, og i hvis Midte der var blevet levet et Aandsliv og drømt mangen smuk, forgængelig Drøm.
Nu vilde det ende med Pauperisme, Elendighed, Kedsommelighed, Trøstesløshed!
Tror De ikke, at Chokoladen staar og bliver kold? spurgte Hollænderinden og lo.
Hvad mener De, Frøken Kamilla? spurgte Christensen.
Hun saa’ adspredt ud over Byen ag adspredt paa ham. Hun kedede sig øjensynligt.
Saa kom de ned til Josty. Det gamle skikkelige Konditori skinnede dem imøde gennem Træerne. Der var den danske Familie-The ved Bordene i og udenfor Lysthusene. Gassen var tændt og brændte stille i de velpolerede Løgter. Skæret faldt over alt dette Smørrebrød, dette bajerske Øl, disse Tanter, Onkler og halvvoksne Børn — og dér hvor Skæret faldt mindre stærkt, i de fjærnere Lysthuses smaa Kaninbure, saas en og anden Student eller Kontorbetjent med
