316
Ensomhed — — —. Men hvorfor er De saa modfalden? —
Hun havde tømt sit Glas. Hun saa’ paa ham. De fine Øjenbryn rynkede sig let. Der kom og gik en Skygge hen over disse Kinder, som savnede den første, pure Ungdoms Friskhed, men ikke savnede en Ynde, et Noget, som — naa ja, et Noget, som indgyder et nogenlunde godt Hjærte Medfølelse, Medlidenhed og Behag samlet i Et.
Hvorfor er De saa alvorlig? spurgte hun.
Er jeg? De kan jo høre at jeg ler. Ræk mig Deres Haand! Virkelig en smuk Haand — og uden Spor af det, som de dumme Digtere kalder »Arbejdets Adelsmærke«. Disse fine Fingerspidser ere ikke fordærvede af Naalen. Fuldkommen rigtigt! De har ofret Dem ganske til Glædens og Nydelsens Kultus — De er, paa Deres Maade, en Vestalinde — De har Deres Ild at holde vedlige — og jeg kan kun lykønske Dem til, at De ikke har brændt Fingrene paa den …. Bliver De vred? Jeg troede oprigtig talt ikke at De havde forstaaet mig!
Hun havde trukket Haanden til sig, og saa’ paa ham, næsten med Foragt i Blikket. Han spiste. Da han atter saa’ ivejret, fangede han dette Blik. Han blev opmærksom, rømmede sig, og rakte sit Glas frem imod hende:
Jeg er saa lidt vant til at tale med Damer. Jeg har en Maade at — kort og godt — jeg ærgrer mig tidt over mig selv. Hvis mit Selskab
