Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

20

tikanet med sin sidste Permesso (Indgangskortet) i Lommen.

Dørvogteren kendte ham godt nok, denne faamælte Fremmede med den fastlukkede Mund, det store buskede Haar og det tætklippede Skæg. Han maatte allermindst være Direktør ved en Kunstanstalt, over mange kongelige Samlinger, altsaa Excellence. Og Tegnelæreren smilede netop denne Dag over det dybe Buk, der ikke stod i absolut Forhold til Drikkepengene.

Ivar Christensen smilte, som en gammel Adelsmand smiler, hverken nedladende eller overmodig, blot stolt, sikker paa sin Adel — Tankens Slægtskab med det Store.

Og Kustoden bukkede, med Haanden paa den lille Tapetdør ind til det store sixtinske Kapel. Det var lidt for tidlig endnu; men »Excellencen« fik Lov til at gaa ind.

Dette mærkelige Kapel, lige saa højt som det er langt, af en fornem Tomhed: Præsterne har ikke faaet Lov til at stille deres Rokkoko-Dikkedarius’er op derinde. Blot en Forhøjning med en simpel Baldakin — til Hs. Hellighed Pius eller Leo; og nogle polerede Stolestader — Bænkene til Romerkirkens Dignitarier. Det er nok snarere en Konciliums Sal end en Bedestue. Her holdes Foredrag, her. Se op i Loftet! Michelangelo taler.

Der var ikke et Menneske derinde. Ivar Christensen satte sig paa den forreste Bænk,