Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/330

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

319

Ah! De synger? De er Sangerinde? Og han tilføjede smilende: Kunstnerinde? —

Hun bøjede bejaende Hovedet uden at lægge Mærke til Smilet.

Men nu synger De jo ikke? vedblev han.

Det er min Aften til at gaa ud — og lige- saadan var det min Venindes! —

Ja saa: Hollænderinden! —

Hvorledes? —

Aa, jeg mener blot, at den anden unge Dame lignede en hollandsk Pige, som jeg har set engang — paa et Maleri! Skaal, Frøken Kamilla! Jeg er ganske enig med Dem — jeg forstaar - Deres Ræsonnement — jeg beklager blot, at jeg ikke er musikalsk nok til at ville kunne yde Deres Præstationer den fortjente Hyldest …. Jeg indrømmer, at jeg i hvert Fald maatte høre Dem synge i Udlandet paa Dansk, for at jeg skulde begejstres …. og saa blev det maaske mindre Sangen end Ordene, og mere end Ordene de Erindringer, der knyttede sig til Ordene, som ….!

Hun afbrød ham og sagde:

Jeg har ogsaa sunget i Udlandet! —

Ih nej! Hvor da? —

I Finland! Jeg havde et udmærket Engagement. Man var meget venlig imød mig. Jeg bilder mig aldeles ikke noget ind. Men Folk deroppe havde nær bildt mig noget ind. Og alligevel ….! Hun holdt inde.