Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/334

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

323

Jeg læser gode Ting; jeg har haft en Ven …

Ah! —

Jeg har haft en Ven — gentog hun rolig. En halvgammel Philolog. Han besøgte mig en lang Tid hver Dag. Han kedede mig frygteligt, men han bragte mig en Mængde Bøger; og jeg skylder ham, at jeg ikke er saa uvidende, som De muligvis formoder. Han betroede mig stedse at han elskede mig — men han sagde mig det paa sin Maade. I alle Bøger, ældre og nyere, understregede han de Steder, som burde gøre Indtryk paa mig. Og at jeg ikke har bønhørt ham, er hverken Bøgernes eller Forfatternes Skyld! —

Christensen saa’ paa hende og sagde:

Dannelse har De nok — men De har ingen Lidenskab! —

Nej! svarede hun med et undvigende Smil og med let rynkede Øjenbryn. Moder havde sex Døtre. Mig fik hun, da hun allerede var lidt tilaars. Jeg tror åt jeg aldrig bliver helt udviklet. Se paa mig!

Hun havde rejst sig og stod med et forlegent-ligegyldigt Ansigt, strækkende Armene ivejret og ud for sig, omtrent som et Barn, der viser at det er pyntet. Christensen lo, hævede den ene Lysestage fra Bordet, bad hende dreje sig, lod Skygge og Lys fordele sig afvekslende over hendes Ansigt og Figur.

Men De er jo som om De kunde være en Dryade — en paaklædt selvfølgelig; et af disse sarte mythologiske Væsner, selv udsprunget af

21*