324
en sart og fin Fantasi, der skyer det Robuste og Massive. De er ligesom for tidlig sluppet ud af Deres Skov, med dens jomfruelige Grønhed og dens ulegemlige Længsler — herind i denne Hule, hvor en Vildmand betragter Dem! Se ind i Spejlet … det kunde give et Billed!
Han lo. Hun ogsaa. Pludselig pressede hun Læberne sammen; hun blev bleg, og atter skød en stærk Rødme op over Kind og Pande. Hun støttede den ene Haand mod Bordet, søgte efter Glasset, skød det fra sig, satte sig langsomt ned og lukkede Øjnene.
Hvad er der? spurgte han urolig.
Jeg véd ikke … Vil De ikke lukke Vin- duet op! Det betyder ingenting … det gaar snart over! Hun lænede sig helt tilbage med den ene Arm bag om Hovedet.
Han lukkede begge Vinduerne op. Den lyse Nat hvilede over Træer og Haver derude. Stilhed overalt; ingen Folk længer. Ikke Lyd af Musik, ingen Larm af Døre, som aabnedes eller lukkedes. En Gasløgte brændte med rolig Flamme. En Opvarter, kendelig paa sit hvide Forklæde, stod og drev nede ved Havelaagen. En Drosche rullede bort.
Han vendte sig om igen. Hun bevægde sig ikke; men hun havde Øjnene aabne, og de var matte, bedende trætte; og den ene hvide, smukke Haand hang ned over det grønne Sofabetræk.
