327
Smaaprætendenter til Livet! sorgløs eller hypokonder! …. Kirketaarnets Uhr slaar og slaar, saalænge Uhrmagerens Kunst holder det sammen; — og er Værket udslidt, kommer der et nyt indeni Pikkelhuen. Uhyre ligegyldigt for Maanen — som er død, færdig med det Hele, hvis ikke Astronomerne lyver! Af en overordentlig Vigtighed for os, som træder paa den rullende Klode, hvis Muld klamper sig under vore Saaler og ved hvert Skridt belærer os om, hvorfra og hvortil!
Uha!
Og Christensen drog et dybt Suk.
Jeg kan godt gaa alene, hvis det generer Dem at gaa med mig! sagde hun og tog sin Arm tilbage fra hans.
Nej vist ikke! sagde Christensen hurtig. Jeg følger Dem hjem! Hvor bor De? —
Hun sagde ham Gaden og Husnumret. For ham var det fremmede, ukendte Betegnelser. De gik ned ad den brede Færselsallé — som engang har været en Idyl, og hvoraf endnu et gammelt Hus fra Aarhundredets Begyndelse bærer Navnet: »Sans-souci« ovenover Porten til en skyggefuld Have, der syntes at maatte kunne være Edens og Paradisets. De bøjede om ad en Sidevej, hvor nye Bygninger rejstes, og ind i en Sidegade, hvor Idyllen fuldstændig var trykket til Jorden under en Række femétages Murmesterkaserner. Det spøgelseagtige Natteskær hvilede over disse nyhvidtede, okkergule eller skifergraa Facader; og Maanen skinnede dag-mat ind i disse Ruders
