328
Rektangler og Kvadrater, delt i trivielle Trekanter ved de nøgterne, klare, hvide Sparsommelighedsgardiner.
Hun stak Nøglen i en Gadedør — og bad ham lukke op. Hun vilde smilende takke ham og byde Godnat, men hun maatte læne sig ved ham, og han blev paa samme Tid forlegen og betaget ved hendes Hjælpeløshed.
Han spurgte: Hvor højt bor De? — Paa anden Sal! — De kan ikke naa’ op alene .…. kom jeg skal hjælpe Dem! Giv mig Nøglen til Deres Entrédør! Ingen Undskyldninger … det er min Skyld — kun min Skyld — jeg er en Klodrian; jeg beregner intet, fordi jeg aldrig beregner noget!
Hun hørte ham ikke. Hun sad paa hans Arm med lukkede Øjne, ligbleg, som en Gudinde af Gibs — og han bar den livløse Genstand op paa anden Sal. Han aabnede og lukkede Døren, gik paa Taaspidserne med sin Byrde gennem en lille Forstue, en Dagligstue, og ind i Sovekammeret. Dér lagde han hende varsomt paa Sengen, og trak Vejret. Hun slog Øjnene op, saa’ fremmed og forvirret paa ham, pegede paa Døren ud til Køkkenet, og stammede: Hent mig en Drik Vand …. væk ikke den gamle Kone — derinde — Døren ved Siden af Spisekammeret! Aa Gud, hvor jeg føler mig skamfuld og mat! —
Han hentede Vand. Der var som blæst i det lille Køkken — renligt i hver en Krog. Han
