Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

21

støttet mod Ryglænet. Snart efter laa han udstrakt paa Bænken, med den ene Arm under Nakken, Øjnene fæstet op mod Loftet.

Michelangelo taler saa vældig — og saa kærlig; saa mandigstolt — uden at gøre sig Umage derfor; saa utrolig overlegent. Tegnelæreren krympede sig under »Dommedag« dér lige over for, paa den uhyre Vægflade. Dér var Michelangelo ham maaske for meget den »stærke« Mand, der ikke helt véd, hvad han skal gøre af alle sine Muskler. Hvem faar fat i Dommedagen, uden at maatte jage med Øjnene frem og tilbage, gøre Trapezkunster med Hjærnen for at evne det Umulige: samle den gigantiske Uro til den gigantiske Helhed?

Men Genesis deroppe i Loftet! Adam, der vaagner og føler sig skøn og god og stærk. Guddommen, der farer igennem Universet, som om Jordaande, Havaande, Luft og Ild mødtes under en eneste Kæmpeaands Form og sagde til Mennesket: Du er mit Værk; jeg er tilfreds med dig; se at blive mig lig!

Og hin Sibylle! Michelangelos egen Musa. Alvoren i Sorgens Klædebon; Sorgen over Tankens og Haandens Magtesløshed til at forme det, som ligger ud over Tankes og Haands Rækkevidde. Hvilket Blik — op fra Fantasiens dybeste Dybde! Hvor har denne Kunstner set Modellen til denne Kvinde, der hverken er ung eller gammel, hverken skøn eller hæslig — saa-