Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/340

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

329

gav hende at drikke. Hun sank kun nogle Mundfulde, dyppede sine Fingre, lagde dem over Panden, lænede sig tilbage paa Hovedpuden, stønnede, men dæmpet klagende som et Barn.

Han var raadvild. Skulde han gaa? Formodenlig! Han saa’ sig om i Dagligstuen! Et Bord i Midten, en Skaal med nogle Visitkort. Et lille Bogskab, halvt fyldt af indbundne og uindbundne Bøger. Blomster i Vinduet, intet Spejl, nogle Fotografier og Fotogravurer paa Væggen — allesammen decente …. her kunde bo en Lærerinde, eller en Dame, som bestyrede en Forretning. Overalt som blæst — altsammen afstøvet og temmelig nyt — uden kunstnerisk Smag, men ogsaa uden denne Halv-Verdenens quasi-Luksus og frivole Stads. Han satte sig i en Lænestol; han kunde fristes til at blive siddende her til Morgenstunden, agere Vaagekone, nydende den blandede Følelse af at gøre en Dumhed god igen, som man imod sin Vilje har været Ophavsmand til.

Han listede sig igen ind paa Taaspidserne. Hun laa udstrakt paa Ryggen, havde revet Chemisetten op i Halsen, søgte at faa Kjolelivet op, lod Hænderne afmægtig synke — og græd ganske stille.

Han tyssede sagte paa hende, og gav sig til at klæde hende af, besværlig og kejtet, standsende ved Hægter og Baand, trækkende de sidste fast i gordiske Knuder, som han atter maatte løse paa Alexanders Maade. Værst var