331
Han bed sig i Læben, trak Vejret dybt. Saa bøjede han Hovedet som for en usynlig tilstedeværende Magt, drog Skuffen ud og stirrede paa en Hvidhed, en ulastelig Orden, smaa nydelige Pakker ombundne med røde Bændler, Pakke ved Pakke, kantede med Blonder, med Strimler, med Kniplinger — hvad det nu hedder — alt dette Linned, der kan dufte af Vask og Strygning, som en Skovbund kan dufte af Foraarsaande, og hvorpaa til syvende og sidst Kvindens Værd skal kendes — ligegyldigt under hvilken Situation den største Troldmand af alle Troldmænd, Tilfældet, bringer os i hendes umiddelbare Nærhed.
Han skød hurtig Skuffen tiligen. I Haanden holdt han hendes Natdragt, og løftende hende varsomt overende lykkedes det at faa den hvide, lange, bløde Ham, ikke ulig Æventyrets Svaneham, til at glide ned over det modstandsløse Legeme, til at dække Dryadens fine, sarte, yndefulde Former, som Vinens overmodige Gud havde betvunget.
Og hun sank tilbage paa Puden med et dybt, befriet Suk; og hun sov straks ind. Et Smil kom og bredte sig over det blege Ansigt …. og dér hvilede hun bleg i Halvskyggen, paa den hvide, med Blonder kantede Pude: en Symfoni af lysende matte Tinter — Hals, Skulder, den blottede Arm — et lilla, stukket Sengetæppe, som hun selv, i fuldkommen Ubevidsthed om Farver og Symfonier, ved en ufrivillig Bevægelse kastede til Side, da han søgte at dække hende til.
