332
Saa kom en Rus over ham; — først da følte han sig betaget: men det var ikke Vinens Rus, ikke Sansernes Betagelse. Han sad her foran Sengen som Kunstner, og den unge Kvinde hvilede dér som Modellen.
Var han da virkelig ad denne Aftens Omveje pludselig naaet frem til Grænsen for det forjættede Land, som han saa længe og saa kunstigt havde undgaaet at nærme sig? Han behøvede ikke at sænke Loddet dybt i sig selv, for at finde Medfølelsen, Medlidenheden, et blivende Behag og en forbigaaende Attraa som de bestemmende Aarsager til at han nu befandt sig her. Men hvad der end havde bevæget sig i ham — nu var det gledet tilside, havde veget Pladsen for denne ene Spænding af angstfuld Henrykkelse, en Galenskab, en Besathed, som Kunstneren alene er fordømt til at eftertragte og forpligtet til at underkaste sig.
Det var Farvens forjættede Verden, der vinkede den modstræbende Maler.
Farven: en Drøm, et Fantasmagori, en Flimren for Øjnene .…. noget, som Literaterne, Theoretikerne, de Kunstfilosoferende gør sig disse fortvivlede Anstrængelser for at synes vidende om … et tomt Ord, et bart Begreb for den store Mangfoldighed af Mennesker, der i Modellen kun ser det Nøgne, i det Nøgne blot søger det Sanselige, som ved Farve tænker paa Kulør, og som i Kuløren ser alt, hvad der kun »ikke er graat«. For Maleren er det hans Alpha
