Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/346

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

335

Samtale …? Hvorfor da ikke søge at vinde denne lille Pige dér — med en kvart Portion af sit Hjærte — og saa male, male, male — overbyde de Andre, aftvinge dem Beundring, opfinde Specialiteten: Lys i Lys — Dagningens Poesi — Koloritens Triumf! .….

Saa vaagnede Christensen af sin Hallucination. Han kastede Pensel, lod Pallet falde — tørrede sin fugtige Pande — trak Vejret dybt: Vanvid — Vaas!

Og bøjende sig endnu en Gang for sin Model, saa’ han hende ligge dér, bleg, fin, hvid — som en Død — med Livets gaadefulde Smil om de halvtaabne Læber.

Han hviskede: Det var en Drøm! Sov vel! — og Farvel! Saa listede han sig paa Taaspidserne ud af Døren, ned ad Trapperne.




I den store Allé var det allerede lyst under Træerne. Fuglene begyndte at lade høre fra sig. En Mand skubbede en lille Vogn med nybagt Brød foran sig. Han nikkede: Godmorgen! Christensen købte et Par Tvebakker af ham, stak dem i Lommen, gik et lille Stykke, satte sig paa en Bænk, glemte at han havde gjort sit Indkøb, og undrede sig over, at det knagede under ham. Han tog det smulrede Brød frem, strøede det for nogle Spurve, som skrigende gav sig til at slaas. Der kom en Stillits og en Bogfinke til; den sidste sad i Afstand og saa’ paa ham med vemodig-tilslørede Øjne; han tænkte paa den