336
stakkels unge Pige, paa Livets Sørgmodighed og underlige Tilfældighed. Men Stillitsen fulgte ham med et levende, gennemtrængende Blik. Den fik sin Part og fløj bort.
Højt paa Himlen stod Maanen endnu — end mere beklippet, mat, blegt smilende, som en søsyg Patient.
Christensen tog sin Hat af, purrede sig i det tykke, stride Haar, og saa’ op og ned ad den øde Allé. Noget borte fra dukkede en langbenet Politibetjent frem; han syntes at falde i Tanker over en Gasløgte, der — unægtelig overflødigt — endnu brændte, lige som et Lys, hvorved man midt paa Dagen forsegler et Brev.
Christensen fornam Morgenkulden og gabede: Hvad Livet dog er for et Intetagtighedens nøjagtige Udtryk — hu hal!
Som det ustandselige Tik-tik! gennem et Telegrafapparat fo’r disse tilbagelagte Timers Oplevelser gennem hans Hoved.
Hvorfra kom det? hvormed begyndte det? Aa, rigtigt …. det var, da jeg gik ud …….
Og fra et varmt, klogt, lysende Blik brød der frem en Strøm af Sikkerhed, Ro Foretagelseslyst …. han vidste ikke, hvad han skulde tænke derom, men det overrislede ham med en besynderlig Følelse af mandigt Velvære — og til allersidst fornam han en bestemt Tilbøjelighed til at gaa ned paa Rysensten og tage et Dampbad.
Han rejste sig og viftede med sin Hat frem og tilbage:
