22
ledes som det Evige hverken er det ene eller det andet?
Ah, bah! »Model«. Pak Jer hjem til jeres Ateliers og Malerskoler, I moderne Almisse- lemmer, der trygler jeres Modeller om det daglige Brød …!
Her rejste Tegnelærer Christensen sit Hoved. Det var jo i Udkanten af Plantagen, han laa, stirrende op i den store Egs kraftigformede Løvværk. Kunde han da aldrig have en smuk Hyrdetime med Erindringen, uden bestandig at lade sig forstyrre af paatrængende Nutidsmalere, Naturalister, Realister, eller hvad Fanden de nu kalder sig …! Han satte Tænderne i Læben, beskæmmet, vred paa sig selv. Han lukkede Øjnene. Han var atter i det sixtinske Kapel.
Men her blev han ogsaa forstyrret. Den lille Dør henne i Væggen tilhøjre for »Dommedag« gik op. Ind kom — ja naturligvis — en engelsk Familie, Papa, Mama, Søn, Døtre og et Pigebarn, en stakkels Guvernante, et ungt Blod, der, imod et Vederlag af saa og saa mange Guinee’s om Aaret, sælger sine fejreste Aar og sine sammenpløkkede Kundskaber, for at være til Underholdning og Belæring paa Manchester-Familiens Kontinentrejse.
Hr. Christensen behagede at blive liggende, hvor han laa. Englænderne tager det selv ikke saa nøje — naar de er paa Fastlandet. Heller ikke saa’ nogen hen til ham, undtagen det unge Pigebarn, Guvernanten. Det var et hastigt Blik.
