Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/350

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

337

gækket os? …. kan man i det hele taget leve med og for nogen anden end sig selv — for og med sig selv?

Hver Dag, der gaar, bliver Livet vanskeligere og vanskeligere at leve i en Tid, der raaber højt paa det Solidariske, paa Samarbejde, paa de demokratiske Principer! Muligvis er det kunstigt, hele dette Væsen med det Demokratiske! I hvert Fald gaar det ud over de finere og dybere, de virkelig stolte, eller de blødere, mere sensible Naturer. Dog, den Dag vil ogsaa oprinde, hvor disse føler sig befriede og faar deres Oprejsning. Demokratiet — ikke det i snevrere Forstand politiske, men den hele moderne Stats og Aandsindretning — vil rejse sig og bryde sin egen Form. I Længden vil Menneskene, som maaske i langt dybere Forstand end Menneskene selv formoder, ere Frihedens fødte, lovlige Arvinger — i Længden ville de ikke udholde den Tilstand, hvor de Tusinder med vagtsom Mistro og Misundelse piner den Enkelte. Voldsomme Kampe ville slaa Samfundsindretninger istykker, som ikke svare til det enkelte Individs Trang og Behov. Vi ville antagelsesvis atter flakke om som Horder, tilbedende Solen, Styrken, den aandelige Sandruhed og den legemlige Uforfærdethed. Af Horden vil Patriarkens Familie fremgaa. Manden har sit Telt; det er hans Kastel, hans Helligdom, hans Verden, som han kan flytte med sig efter Behag. Og idet han værger for Teltets dyreste

22*