340
Eje, for hans Hustru, Ven, Livsledsager og Moder til hans Børn, føler han tillige, at han værger for det Bedste i ham selv fortsat naturligt igennem Børnene — Baandene mellem Mand og Kvinde, Baandene mellem Familie og Livet udenfor, mellem Verden og Gud.
Tilbage til Naturen!
Naar Frøken Helene Borg senere — under et andet Navn men som den samme Kvinde — tænkte tilbage paa denne Periode, saa var der Et, som hun mange Gange maatte tage frem igen, smile over og grunde over — men hun fandt ikke ud af det. Hvorfor gik ikke dette Venskabs Forhold imellem ham og hende hundrede Gange i Stykker? Thi — oprigtig talt — han var hende en Gaade, med alle hans Refleksioner og Paastande, den urimeligste, den vanskeligste, den særeste Ven af Verden.
Ganske vist, der var dette med Sympathien — lad os kalde det saaledes. Men, Sympathien forudsat, saa er det alligevel besynderligt, at en stor og stærk Mand støtter sig til en forholdsvis lille og skrøbelig Kvinde, læsser alt sit daarlige Humør, sine Sorger og Bekymringer, sine Besværinger — idelig og idelig de samme — over paa hende som noget ganske selvforstaaeligt: medens han upaatvivlelig vilde have fundet det i særegen Grad paafaldende, om hun blot en
