344
Hun gav sig straks leende til at spørge, om det maaske var i Kong Hans’s Tider han ønskede sig tilbage? Men Svaret, hun fik, var et ganske tørt og alvorligt: Ja, min bedste Frøken! kan De skaffe mig fat i Lykkens Kalosker, saa trasker jeg med den største Fornøjelse ind i det femtende Aarhundred — om just ikke her i Danmark — og jeg skal ikke ønske mig tilbage igen, det vil jeg love Dem! —
Da skulde det gøre mig ondt! for saa vilde jeg ikke kunne nyde godt af Deres Undervisning! Jeg i det mindste vil nødig ud af min egen Tid — den passer for mig, og jeg formodenlig for den! —
Aa, hvad Undervisningen angaar … oprigtig talt, De har grumme lidt Anlæg — saa lidt, at jeg skammer mig over at lade Dem sidde her og gnidre med en Blyant hos mig, til Gengæld for al den Ulejlighed, De har med Karsten. Vi maa have den Sag paa det Rene — jeg har tidt bedt Dem derom — men nu siger jeg Dem atter: hvis De virkelig var istand til at lære noget hos mig, saa vilde jeg betragte vort Regnskab som værende i Orden. Men nu »stemmer« det ikke. Karsten gaar frem — det er tydeligt nok — men De … ja undskyld — De bliver staaende paa det samme Punkt — og det er et temmelig ringe et! —
Virkelig? Ikke engang et g? Det gør mig ondt. Men jeg er sejg og stædig. Jeg vil lære at tegne — og jeg vil vedblive at læse med Karsten. Han er ikke noget Lys; jeg smigrer
