351
jeg har gaaet og ventet paa et Brev). Til Gengæld vil jeg spørge Dem, hvorledes De befinder Dem? Højst overflødigt. Thi min ærede Hr. Søn — som synes at være bleven en meget om sig værende ung Mand — fik opspurgt Deres Adresse hos Portneren i Konsulens Hus. Det fremgik, at De nu befinder Dem med Husets Damer i Venedig — og er man dér i April Maaned, og har man ikke netop Snue, saa er man i det svømmende Paradis! (En fortærsket Vending, men jeg har dem ikke bedre paa Palletten for Øjeblikket).
Hvorledes har Giardini publici det? Der maa være henrivende — en Duft af Violer, af Oleander, af Oranger, og ingen Støv! Her støver den tørre Østenvind, afvekslende med Haglbyger, som græder Istaarer saa store som Sveskestene. Naa, De kender det! Her er ogsaa Udstilling. Den kender De heldigvis ikke. Men tilbage til Venedig.
Jeg er naturligvis for dannet en Mand til at tale om Gondoler. Man lader sig vugge i dem, naar man er i Venedig, og man glemmer dem aldrig siden; — men nedskriver man dem, saa er det akurat som om man læste i Bädeker eller hørte paa Lieder ohne Worte — og jeg hader Mendelsohn — undtagen i Sommernatsdrømmen.
Apropos! naar De tager en Gondol, saa skal De ikke lade Fyren trække Dem frem og tilbage igennem den store Canal, imedens
