Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/367

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

356

deres egen »Gennembruds-Betydning«. Pah! Som om der af hele vor Overgangstids Kunstperiode blev levnet et eneste virkelig stort Navn — et hvorpaa hele Folket kunde hvile, ikke et, som blir dyrket indenfor et Kammeraderi! Visselig ikke! Denne Tid er dømt. Om vi lægger Hænderne i Skødet, eller vi sprælder lidt: lige stort og lige smaat bliver Resultatet. Først burde der lægges en aandelig Brakjord ud. Der maa fordres Hvile. Saa kan Jorden tages under Behandling af en ny Slægt. En stærk Tro, stærke Lidenskaber, Umiddelbarhed i Følelsen, Skønhedsglæde og Naturglæde maa nedlægge sine Spirer — og saa vil ny Frugt vokse — men ikke før!

Ser De, kære Veninde: jeg nærmede mig paa Karstens Vegne og for hans Skyld disse Yngre. De betragtede mig som en fra de Døde opstanden. De vidste, at jeg ikke hørte til de »Gamle«, og da de ikke med Grund kunde antage mig for at være et hemmeligt Professoræmne, saa viste de sig venlige, nedladende. Halvt medlidende, halvt overbærende hørte de mig fremsætte mine Anskuelser — Fordringerne om det store Menneske svarende til den store Maler, om Naturalismens Fattigdom og Brutalitet dér, hvor »Modellen« ensidigt hævdes — om Muligheden af at skabe en Kunst, der ligesom hos Grækere og Middelalderens Italienere var en »ars sacra« paa samme Tid som