359
fjorten Dage. Jeg har indrettet Atelier til ham oppe paa Kvisten. Dér er han sjeldnere; mest flyder han omkring hos Kammeraterne, de alleryngste, der blindt sværger til de »Yngres«, til Oppositionsførernes Fane. Selvfølgelig har han Bestillinger …. jeg véd ikke, hvilken Røverkaptejn af en Kunsthandler, der skiller ham af med hans hurtig nedrablede Damehoveder i »Tone«, hans impressionistiske Landeveje, der fordrer en Fjerdingmils Afstand for at kunne ses. Han kan anlægge en Studie ret organisk dygtigt — saa skumrer han den over med en »Fordriver«, og Resultatet er der! Han har en akrobatisk Evne til med nogle brede Strøg i Tusch at gøre en Figur, som »løber«, — en Herre, der tager Hatten af — en Dame, der nyder »en lille Genstand« paa et offenligt Sted. Naturligvis er der straks en Forlægger, der har »sikret« sig ham som Illustrator til Novelletter af de yngste Forfattere — der alle ere Karstens Venner.
Og intet af alt dette er originalt hos ham. Han suger det ind fra Luften omkring sig — han eftergør, rigtignok ubevidst, de yngre Dygtigheder — han bliver som sagt Bevægelsens Hale — sandsynligvis dens Karrikatur, hvis han faar Lov at løbe Linen helt ud.
Kammeraterne? De har dannet en Klub, et Selskab »Med den brede Pensel«. De reder og klipper Haaret i Form af en »Fordriver« — de bruger franske Farver, franske Fernisser og franske
