361
Klæder, en Taille som en af Guido Renis dansende Horaer, en Duft af Land og Smaaborgeri, et Pust af Naivitet, god Forstand, Ungdom og Sundhed … hun kunde næsten blive farlig for Dem ved en Sammenligning og stikke Dem ud hos Deres gamle Ven.
De ser, at jeg giver Dem tilbage paa Deres Drillerier med Karsten en Gang — eller var det flere Gange?
Jeg har maattet være »Onkel« og holde for. Saadan en skikkelig, halvgammel Onkel, de to unge Elskendes Forsyn, Skærmbrædtet, som man bruger, Moralen, som man helst var fri for, men som man tager med for Velanstændighedens Skyld — hvad siger De?
Naa; jeg har haft og har stedse min Fornøjelse deraf. De to unge Menneskers Hjærteanliggende — hvis der er et saadant — maa i hvert Fald blive deres egen Sag. Hun indgyder mig Tillid, hun morer mig — og Monsieur kan allenfals ikke have Skade deraf. At jeg vanskelig kan tænke mig ham »gift« engang, det udelukker ikke at jeg gerne ser ham optaget af at gøre Haneben. Det klæder ham i Grunden — den Æsel — og Pigebarnet har Ben i Næsen.
Maj er jo endnu den Maaned, hvor man kan vise Byen frem i hele dens Opulens for en Provinsialist. Udstilling, Theater, Samlinger, Sommerforlystelser i Et. Hvilke Herligheder!
