362
Jeg har da trukket omkring med dem begge to og med hende alene. Kirstine hedder hun og frabeder sig at blive kaldt »Kesten« — hvad vi saa naturligvis gør. De vil erindre, at jeg tog Karsten fra hans Principal, den hæderlige Malermester og Lakerer i den lille By. Nuvel, denne Mand er Kirstines Fader. Han synes at staa sig ganske godt og at være noget apoplektisk. Rejsetilladelse har han da givet, og Rejsepenge ligeledes — paa hvilke Pigebarnet sparer med henrivende filisteragtig Mistroiskhed. Ellers er hun aaben, ligefrem, naiv — og klog. Intet undgaar hendes Opmærksomhed, og vanskeligt lader hun sig imponere. Hvad hun opfatter og hvad hun tænker, siger hun g’rade aus. Hun virker her som en Vild i Hovedstaden — som en Knaldperle i en Balsal.
Jeg skylder hende, der aldrig har hørt Tale om Kritik, at jeg paany har revideret mine Meninger og Anskuelser over vor hjemlige Kunst i det Hele taget, og at jeg har faaet Forfaldet bekræftet. Udstillingen gjorde aldeles intet Indtryk paa hende — naar undtages Interessen for et og andet »Æmne«. Pudsigt var det at se hende første Gang staa overfor et Billed. Hun saa’ roligt paa det, gik tæt hen til det, bøjede sig frem med sin smukke, lige, kraftige Næse næsten paa Lærredet — og traadte langsomt tilbage, idet hun sagde: Aa, det er malet!
