369
saa god Raad … tænk, hvor disse Børn var klædt paa! Der maatte være mange, mange rige Forældre i København!
Paa Kobberstiksamlingen havde jeg en Glæde. Der er da virkelig altsaa det ved den gode Kunst, som virker direkte, lige ind efter mod Sjælen — selv hos en ung Provinspige, som aldrig har set en Dannelsesanstalt for sine Øjne, aldrig hørt et Foredrag eller læst i Lübke og Julius Lange. Hun fik Mappen med Rembrandts Raderinger lagt for sig. Jeg stod bag ved, lurende som Mephisto paa Margrethe. Ikke et Ord sagde hun; men jeg saa’ at hun havde set! Og da hun spurgte den vagthavende Assistent, om hun nok kunde faa et af disse Blade tilkøbs — og da hun meget skuffet hørte hans lidt vripne Afslag — saa kildrede det mig i Hjærtet. Jeg gik straks med hende op til Lind og forærede hende nogle Blade. Hun blev sjæleglad, lovede at hun skulde lade dem indfatte i Glas og Ramme, saasnart hun kom hjem … men kunde rigtignok ikke tænke sig, at jeg vilde have spenderet saa meget derpaa!
Nu lyver De, Onkel! sagde hun, da jeg forklarede hende, hvad et Originalblad kunde koste. Saa maatte den Mappe, som jeg idag saa’, være mere værd end hele Værkstedet og Forretningen derhjemme? sagde hun.
Mere værd end ti Værksteder! svarede jeg højtideligt.
24
