Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/382

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

371

Aftnerne tilbringer vi med at tage i Skoven — eller i Tivoli.

Det smagte hende ikke rigtig dér den første Gang. Hun havde aabenbart gjort sig kolossale Forventninger. Jeg saa’ at hun flere Gange lukkede Øjnene og atter aabnede dem, som ved en rask Beslutning … nu maatte det da komme! Men hun var skuffet. Maaske havde hun ventet sig mere Glæde, Hallo, leende, ellevilde Folk — ikke disse drivende, smaasnakkende, pæne, pyntede Mennesker.

Pjerrot morede hende mærkelig nok ikke. Vi kom ind i den lille Berider-Cirkus. Naa; den var tarvelig nok — og hun havde vel set noget lignende paa et Marked. Hestene vilde hun gerne have taget med sig allesammen. Damerne forekom hende nydelige … men hun vilde dog nødig staa dér selv og hoppe med saa korte Skørter. Og hun bøjede sig hen til mig og sagde, at hun maatte tænke paa alle de Piskeslag, som var falden her over Dyr og Mennesker. Aa! En skulde blot prøve paa at slaa mig! …. og hendes ellers rolige Øjne gnistrede.

Klownen sad hun og gjorde Ansigter ad, indtil han blev opmærksom og gjorde Ansigt tilbage, hvad der forskrækkede hende og irriterede hende. Det hjalp, da de hvide Pudler kom frem og gjorde Kunster. Hun klappede i Hænderne og kastede en Appelsin ned til dem.

24*