372
Klownen tog den op, bukkede og talte Engelsk til hende. Nu rejste hun sig og sagde, at hun vilde hjem.
Men saa kom vi op at rutsche. Herrejemini! Hun var gal, forrykt, besat. Hun skreg — men ikke med disse Smaapigers Skrig, som kan lyde saa misligt og uhyggeligt igennem Aftenen. Hun raabte højt, jublende, vildt, Holla! som Børn, der første Gang kommer i Skoven. Hun vilde blive ved; — hun sagde, at hun tidt havde drømt at hun fløj igennem Luften — men dette var jo at flyve! Hun knugede min Arm, pressede Læberne sammen, spilede Næseborene ud, og sukkede dybt. Da vi endelig var kommen ned, stod hun længe og saa’ op til den underlige, mørke, halvt uhyggelige Træbygning, der ligner en Blanding af et Skafot og et Stykke af den kinesiske Mur. Da jeg saa talte til hende, fór hun sammen, saa’ fraværende paa mig, slog Øjnene ned, og skammede sig kendeligt.
Hun er en Vild. Og jeg skammede mig over, at jeg havde ført hende hen paa en Daareanstalt, overfor hvis Gøglekunster og Blændværk vi andre længst ere sløve.
Med Karsten vilde hun ikke rutsche, da de én Gang havde prøvet det sammen. Han drillede hende med, at hun havde klemt ham saa haardt om Haandleddet. Hun anbefalede ham at holde sin Mund!
