375
Hale og saa’ melankolsk forknyt paa mig ud igennem et Par godmodig-tænksomme Øjne.
»Tegner« De? spurgte hun, da hun kom hen til mig.
Jeg fordriver Tiden! Det er jo ogsaa en Maade at vise Patienterne sin Opmærksomhed paa! —
Man skal ikke tegne Dyrene — man skal vise dem, at man holder af dem. Man skal læse sig »Mennesket« til ud af deres Øjne — og prøve paa at forstaa dem, som naar man taler med et Menneske. De forstaar os saa godt. De er meget bedre end vi. De bider, naar de vil bide, slikker os, naar vi klapper dem — de siger rent ud, hvad de føler. Jeg har hørt, eller læst, at en Hund skal kunne sørge sig ihjel paa et Menneskes Grav. Det er kanske ikke sandt. Men jeg er dog vis paa, at en Hund langt snarere vilde kunne gøre det, end et Menneske. Og derfor holder jeg …. ja jeg tror det næsten …. meget mere af Dyr end af ….
Deres Onkel f. Ex.? spurgte jeg.
Hun gik ind paa min Afbrydelse, saa’ mig stift prøvende i Øjnene og sagde:
Der er i Grunden ogsaa noget af en Hund ved Dem! —
Jeg maatte le:
Ja, gø kan jeg — og knurre — og gnave Kødben! Og jeg har kunnet gaa paa Fire.
