376
Men nu er mit Hoved noget tungt og tilbøjeligt til Svimmelhed! ……….
— — — — — — — — — —
Se saadan er Kirstine, Og nu skal hun vel snart rejse. Og jeg vil atter blive ene — saa ganske alene!
Hvad siger De, kære Frøken Helene?
Deres hengivne
osv.
Tarasp. Engadin.
Juni.
- Kære Christensen.
Har De da virkelig ikke faaet mit Brev, som jeg skrev til Dem fra Venedig? Det var kedeligt. — Ja jeg mener, Brevet var heller ikke videre morsomt eller indholdsrigt, for jeg var ikke ganske rask dengang. Men ubehageligt er det rigtignok, at Postvæsenet endnu kan lade en Billet forsvinde. Den kunde jo have været af Vigtighed for den der skrev, eller for den, som skulde modtage. Ganske vist besørgede jeg ikke selv mit Brev afsendt; og den, hvem jeg gav det i Kommission, kan jo have taget fejl ved Indleveringen paa Posthuset. Det er hændet mig selv, at jeg er bleven forvirret, naar jeg kom hen et fremmed Sted og saa’ alle disse »Løvemunde«, Spalter og Sprækker i Væggen, med Inskriptioner, at her maa ikke nedlægges
