379
kunne faa nogen Indflydelse paa hende; hun er i den Alder, hvor det er naturligt at ville more sig; hun ser, at hendes Moder ikke har gjort andet; hun hører af de unge Herrer, at hun er en køn Pige, og hun ser den Hyldest, som vises Mama endnu bestandig. Der bliver en Væddestrid imellem de to; og det vidner endda til Fordel for Moderen, at hun ikke bliver sit Barn fjendsk, fordi Chancerne lidt efter lidt tilfalder Ungdommen. Det skulde være et ganske særlig ædelt Metal, som ikke blev »anløbet« herved. Hvad skal man sige? De véd, kære Ven, at jeg har en Portion Ligevægt i mig, som jeg ikke har givet mig selv, og som jeg derfor tør regne mig noget til Gode. Hvad jeg paa den anden Side har erhværvet mig af Filosofi — lad os kalde det saaledes — det er kun Smaating, som den pure Nødvendighed har indskrevet blandt min Rejsebagage. Min Stilling er ikke altid let; men den har aldrig været det. At jeg aldrig har følt den uudholdelig, om jeg end undertiden har kunnet beklage mig under Brodden af en Ydmygelse, der følger med en tjenende Plads i Livet, det ligger i mit lette Sind. Thi jeg har et let Sind — saa alvorlig, som jeg kan være. Ja, havde mine Livsvilkaar været som — som f. Ex. min nuværende Elevs — saa vilde jeg vist være bleven gruelig letsindig. Det siger jeg til mig selv, hvergang jeg vil til at rynke Panden over al denne Flirtation, dette Pjankeri, som jeg nu paa andet Aar har haft for Øje. Vi taler
