380
om den medfødte fri Vilje, om »Karakteren« som noget givet — og vi glemmer stadig Omgivelserne, Luften, Tonen, hvori vi opdrages!
Nej, men det bliver jo det rene Blaastrømperi, dette. Jeg vilde lige til at ende Sætningen med en Vending, som havde indbragt mig det, jeg frygter allermest, et af de Smil, som De selv behager at kalde, »harske«. At der ogsaa, inden jeg blev en helt gammel Pige, skulde komme et Mandfolk, som jeg var bange for! Hvem skulde sagt mig det for nogle Aar tilbage, da jeg plejede at rose mig af, at der var intet, som jeg var bange for — eftersom jeg ikke var bange for mig selv? Se nu, De slemme Menneske: jeg er her over alle Bjærge, sund paa Legeme og Sjæl; jeg nyder saa megen Frihed, jeg kan ønske mig; ingen lægger mig i Grunden et Halmstraa ivejen — jeg kunde undertiden drømme, at jeg var fuldstændig uafhængig og lykkelig — og dog er der noget, jeg er bange for. Maaske finder jeg selv Forklaringen. Saa længe jeg nemlig følte mig beskeden, følte min Afhængighed — saa længe var jeg virkelig en uforsagt og modig Pige, hvem ingen saa let skulde bringe ud af Fatning. Men nu har jeg tilladt mig den Luxus — thi det er en Luxus i mine Vilkaar — at holde mig en Ven, og nu — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
