381
Fortsættelse senere.
Jeg blev naturligvis afbrudt, som man ofte bliver i det Interessanteste. Idag har Badelægen faaet smæltet nogle Familier sammen til en Udflugt, og da der tilfældigvis — jeg vil ikke være bitter og sige »naturligviss« — ikke var Plads i Vognene til mig, saa blev jeg alene hjemme; og glad var jeg.
Paa Deres store Brev fik jeg jo slet ikke svaret. Jeg har bare talt om mig selv; og hvad værre er, jeg bliver ved dermed. Skal jeg undskylde mig? eller skal jeg være aandrig og sige, at et Brev til en Ven altid er Tale om sig selv?
Jeg vil vedblive at lade Pennen og Munden løbe. I Formiddags gik jeg ganske alene en henrivende Tur op til det gamle »Slot« — en halv Ruin — og videre over Floden, ind igennem Skov og op over »grønne Maatter«, som man kalder de græsklædte Bjærgskrænter her. Jeg skal forskaane Dem for Naturbeskrivelser. Jeg véd, De springer dem over i Bøger, og det er ikke sandsynligt at De vil læse dem i Breve — end ikke i mine.
Ganske ærligt er nu dette »ganske alene« ikke. Jeg mødte undervejs Apothekeren. Hvad det er for en Fyr? Ja gæt! Det er Stedets Særling, en halvgammel Herre, der ser ned paa Læger, Kurgæster, paa hele Verden og sig selv med — siger han, men han mener nok ikke
