Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/393

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

382

ganske det sidste. Han har vist mig den Nedladenhed at tale nogle Gange med mig. En Dag stillede han uformodet ved Table d'hôte, satte sig ved Siden af mig, drak temmelig tæt, forlod mig ikke ved Kaffen ude paa Terrassen, og var i det hele taget meget underholdende, meget underlig, meget aabenmundet, aldeles ikke salonmæssig. Konsulinden sagde sidenefter, at han næsten havde kompromitteret mig; hvortil jeg svarede, at min Ringhed ikke tog Skade saa let — og at han i det højeste havde kompromitteret sig selv — hvad der forresten ikke var min Mening.

Naa; samme Apotheker — spids nu Deres Ører — er Enkemand og har en Søn, som med Vold og Magt vil være Maler. Den unge Mand har brudt med Faderen og studerer i München — tror jeg. Men det interessante er, at Faderen selv har været Maler og er faldet tilbage paa Apothekervæsenet, af Uvilje mod hele Tidens Kunst og af Tvivl overfor sine egne Kapaciteter. Dette har saa at sige dannet det usynlige Baand imellem ham og mig; thi jeg har naturligvis ikke kunnet undlade at gøre mig vigtig med alle de Smuler, der er faldet til mig fra en vis Herres Bord derhjemme paa Kultorvet.

Som jeg siger, han mødte mig idag, standsede, gjorde mig en lidt kejtet Undskyldning for sidst. Han havde været i et usædvanlig slet Lune, havde søgt at mildne sit Sind ved Vinen,