383
var blot bleven endnu mere arrig paa hele Selskabet, og havde udvalgt mig som den, der taalmodig og med Forstaaelse vilde høre paa hans Beklagelser, hans Angreb paa »Tiden« osv.
Han spurgte mig meget ærbødig, om hans Selskab vilde genere mig idag. Jeg var paa Tilbagevejen, havde tænkt og drømt og følt og nydt saa meget i Naturen, at jeg allerede paa Forhaand længtes efter lidt Menneskeselskab: og vi spaserede og passiarede sammen, som om vi havde været gode Bekendte i lang Tid.
Oprindelig er han nok Søn af en Tyrolerbonde, et fremmeligt Hoved, som i sin Ungdom kom hertil, giftede sig med Apotheket — med en Enke at sige — og bestemte sin Søn til Pharmacien. Den vilde han nu ikke have noget at gøre med. Han gik til et Universitetet, lagde sig efter Medicinen et Par Aar, brød af, kastede sig over Malerkunsten, havde lidt Formue at raade over, studerede i München, Düsseldorf, Carlsruhe, Paris, Rom, giftede sig med en køn, letsindig Pige, der døde ved Drengens Fødsel, kom saa tilbage hertil — og er nu den Særling, han er.
Medens vi i Fællesskab nød Udsigterne og den Frokost, jeg havde med mig i en Taske, optog han Traaden fra sidst og snakkede sig ivrigere og ivrigere. Det kunde dog muligvis være af Interesse for Dem, at høre hans Meninger og Domme. Jeg giver dem for, hvad jeg har faaet dem for,
