384
og citerer efter Hukommelsen. Hvis der løber noget Vrøvl ind med, saa er Skylden ikke helt Apothekerens.
Altsaa han sagde blandt andet:
Kære Frøken! Det er en Dumhed med denne Naturalisme, som nu har grebet alle Sindene og hvorfra Frelsen skal komme. Dette her … han pegede omkring sig … kan vi ikke eftergøre og skal heller ikke. Det er latterligt anmassende, om nogen vil slaa sig ned herude i Naturen med sine Apparater — hvad enten han er Maler eller Fotograf. Væk med sig! Det er overflødigt at tage noget hjem med sig, paa Lærred eller Glas, ad teknisk Vej. Vi har vort Øje, det har sit camera obscura — vi kan have de dejligste Landskaber, saa længe vi vil; hvad skal vi med det eftergjorte Stads hjemme paa vore Vægge?
Det vilde være rigtigt med en Idealisme — rigtigt med Fordringen om »Digtet« i Kunsten — hvis bare vor Tid var i en Hvile, en Fordybelse, hvoraf Digtet kunde fremgaa.
Men intet dannet Menneske »tror« jo nuomstunder paa noget — og en udannet Kunstner har endnu mindre Ret til at eksistere, end en højtdannet. Vor Tids politisk og filosofisk sammenstykkede Menneske kan ikke give nogen enkelt, almengyldig Idé et Udtryk, hvorved Hjærterne varmes, opløftes, opbygges. Det historiske Maleri bliver til tomme, rutinerede, halvvidenskabelige Illustrationer. Og et Alterbillede, et »helligt«
