Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/396

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

385

Maleri — ja det laves af nogle Professorer, der skal tjene Brødet eller have en Dekoration.

Hvor vi ser hen, er der Aandsnød, Aandsfattigdom, overfyldte Hoveder, tomme Hjærter, Uro, Rastløshød, Frygt for Fremtiden, Ækelhed over Øjeblikket. Hvad vil Tiden? Den tænker kun paa de store militære Opgørelser imellem. Folkeslagene; og dernæst følger de sociale Spørgsmaals Løsninger. Men Kunst? — nej, der er ingen Plads for den. Kunst vil af den Grund slet ikke fremkomme hos os, fordi Tiden ikke forlanger den. Det, der ligger Kunsten allerfjærnest, det Kunstige nemlig, det er det, der har sat sit Mærke paa os …. og saa har vi ingen Grund til at spørge videre! —

Jeg tror nok, at det noget nær var Kvintessensen af, hvad han sagde. Og det var jo ikke ganske nyt for mig! Jeg svarede ham omtrent saaledes:

Jeg kan forstaa — skøndt jeg ikke forstaar mig paa Kunst — at man i de vanskelige Tider, i Overgangstiderne, bliver modløs, taber det faste Hold i sig selv, erkender sin egen og de andres Afmagt, og resignerer. Men lad saa Resignationen blive den ægte — den, hvori man ikke klynker. At bøje Hovedet, gaa til Siden, gøre en beskeden Gerning, og oppebie en kommende Æra for en kommende Slægt — det er mandigt! Der kommer jo nemlig altid Noget …. eller ogsaa har man læst sin Historie slet, og maa læse om igen. At klage, det er menneske-

25