386
ligt men frugtesløst. At beklage sig til nogen, det er naturligt og ofte en Nødvendighed, en Lettelse for Manden — ligesom det kan være en nødvendig Lettelse for en Kvinde at græde. Men en Kvinde, der jævnlig græder, hun er hysterisk, et udueligt Individ, som ikke bør appellere til nogens Overbærenhed, og endnu mindre skyde sig ind under Kønnets Skrøbelighed. Kvinder er virkelig slet ikke svagere end Mænd. Det er blot en Overtro! Vi lever kun én Gang — som et Mundheld siger; og vi har derved saa meget større Forpligtelse til at se os omkring med aabne Øjne, se, at der igennem alle Tider, som den Dag idag, føres de heltemodige Kampe i det Stille — se, at der igennem smaa Evner og smaa Midler kan opnaas Resultater, der vel ikke døbes med de store, lysende Navne, men som dog bære Tilfredsheden i sig selv — Tilfredsheden ved at have brugt sit Liv, udnyttet dets Kræfter, opfyldt sin særegne Bestemmelse …. saa lad der komme, hvad der vil!
At Resignationen er en stor Egenskab, endsige en høj Dyd, det erkender jeg nu ingenlunde. Men vil man resignere, fordi man mistvivler om at kunne gribe synderligt handlende ind i Livet, saa skal man gøre det med Ære for sig selv, med noget af en Stoltheds Glæde, og med Nytte for Omgivelserne — ligesom den Soldat, der ikke kommer med i Ilden men maa plukke Charpi og tillave Bind paa et Lazareth. Der gives intet saa skønt, heller intet saa for-
