388
paa mig. Hvorfor tog jeg dem ikke — dengang da jeg sidst blev afbrudt — puttede dem i Konvolut, skrev udenpaa og sendte dem afsted? Skal jeg tilstaa Dem Grunden? Jeg turde ikke. Jeg var bange for, at De skulde blive vred. Et er, hvad man siger til en god Ven — et Andet er, hvad man kan tillade sig at skrive. Og jeg har egentlig tilladt mig at være næsvis.
Deres Haand! De er ikke vred? De skal faa hele Pakken. Ellers skjulte jeg jo noget for Dem ved at tilintetgøre den. Jeg »Ræsonnør«, som jeg er blevet.
Den stakkels Apotheker! De kan da tænke Dem, at han har været her hver Dag siden sidst. Han har spurgt til mig, han har bragt mig Blomster, smaa Akvareller — jeg finder dem naturligvis yndige — undertiden kun en enkelt lille Alpeblomst, som han har plukket højt tilvejrs — han, som ovenikøbet har sin Asthma, sit »Emphysem« at trækkes med.
Er det ikke rørende? Konsulinden og Badelægen kommer allerede med smaa Stiklerier, dem, jeg tager imod med et »højt Smil«.
Men det, at jeg fortæller Dem dette, er det ikke et lille kvindeligt Koketteri? Aa jo saamænd er det saa! Hvorfor skulde jeg være bedre end andre — er jeg ikke en Kvinde — en Evadatter — en ganske almindelig taabelig Guvernante, hvem Livet ikke hver Dag ryster Tilbedere ned for hendes Fødder?
