Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/400

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

389

Nu skal jeg sige Dem noget; og sig saa ikke, at jeg hverken er i Besiddelse af Mod eller Aabenhjærtighed eller et godt Humør: Denne halvgamle Apotheker, denne Hypokondrist i en opvartende Kavalers Skikkelse, han genkalder mig i Erindringen en halvgammel Ven derhjemme, som tidt kom tilbage fra sine ensomme Udflugter i Mark og Skov med en lille Foraarsblomst til mig, eller med et høstgult Blad af særlig fin Form og Farve — med et lille Blyantskrads, som jeg ikke havde vovet at bede ham om — med en ivrig Spørgen til mit Befindende, naar jeg havde faaet Snue af at løbe med ham i Mark og Mose — og ofte, langt mere end nødvendigt ofte, med en Undskyldning, fordi han under vort sidste Møde havde været hæftig, vranten, bitter eller paa anden Maade ubehagelig.

Skulde De kende ham?

Det er ved smaa Opmærksomheder, meget mere end ved store Gaver, at Livet forsødes for os og vi bringes til i det hele taget at bære dets nødvendige Einerlei.

Men vi gør selvfølgelig Forskel paa dem, der viser os disse Opmærksomheder.

Farvel — og paa Gensyn!

Deres

hengivne

Helene Borg.