390
XV.
Imod Afslutning.
Vort Sind ligner dog virkelig altfor meget vor nordlige Zones Himmel. Knap en enkelt skyfri Dag, næppe nok en Formiddag, hvor ikke Solen begynder pludselig at klippe med Øjnene, for at skjule sig bag en Banke. Er vi et af de Smaafolk paa Kloden, som hyppigst holder Flyttedag — egenlig hele Aaret rundt — og er det nu snart en Saga blot med vor danske Jævnhed og Sindighed og Ligevægt, saa faar vore klimatiske Forhold bære Skylden. Op og ned, ned og op, Blæst og Regn og Sol og Blæst …. nej, vi er omskiftelige, er vi, som Kvinden, som Digteren, som Barnet, som Øboere!
Og ikkedestomindre mente Christensen om sig selv, at han havde sine Stemninger under Kommando, som en Mand bør have det — uansét hans hæftige Udbrud. Netop Hypokondristen kan jo være konstant.
Den Efteraarsformiddag i September, hvor han vilde ud at møde Frøken Helene, som kom hjem fra Rejsen — denne Formiddag var solklar, og Christensen glædede sig til Gensynet.
Hans og Frøken Borgs Korrespondance var gaaet istaa Sommeren over. Han vilde nødig ind paa Undersøgelsen af, hvori det laa. Det er dumt, det er utilstrækkeligt at skrive til hin-
