391
anden. Nu kom hun; nu kunde man opklare mulige Misforstaaelser.
Karsten havde som sædvanlig indhentet Besked. Idag ventedes Damerne.
Christensen bestemte sig til at gaa ud og oppebie Togets Ankomst. Han kunde vel nok forstikke sig iblandt Mængden og maaske faa et Glimt at se af Helene, uden selv at blive set af Damerne.
Han følte, at hans Hjærte begyndte at slaa med lidt ungdommelig, varm Benauelse, eftersom han nærmede sig Jærnbanegaarden.
Saa mødte han den unge Pige, Sangerinden, som han ikke håvde set siden hin Morgen, et Par Aar tilbage i Tiden.
Han løb næsten lige imod hende. Hun havde genkendt ham; det saa’s i en Forlegenhed, ligesom en Rødmen, men kun i Blikket — den bredte sig ikke ud over den fine, blege Kind …. hun saa’ bestemt paa ham — han løftede paa sin Hat — selv følte han en Rødme i sine Kinder — hun syntes at ville standse — muligvis tale med ham …. Men han gik ligefrem, uden at vende sig om.
Det smærtede ham alligevel, det irriterede ham, det ligesom bebrejdede ham noget — ham, som dog ingen Bebrejdelser havde at gøre sig!
Ingen ….? Det er vanskeligt at afgøre. Hvorfor dette Møde idag? Hvorfor netop nu? Han saa’ lige ivejret, op mod den blændende klare Septemberdag. Ikke Spor af nogen Natte-
