393
digere end dengang. Natteturen havde øjensynligt ikke taget paa hende. Datteren var lidt bleg og søvnig — en smuk Pige, Moderen op ad Dage!
Karsten havde nærmet sig Frøken Borg. Ogsaa hun saa’ flink ud, var bleven solbrændt — det klædte hende.
Christensen kunde ikke begribe, hvorfor Synet af hende paa engang gjorde ham ondt, bedrøvede ham — næsten gjorde ham vred. Hvor var det muligt?
Hun smilede til Karsten. Det gamle, varme, lysende Smil. Det havde hun altsaa ikke glemt — og det havde hun til enhver!
Saa fik Karsten Hatten dybt af, bukkende for Damerne. — Der fandt nok en Præsentation Sted. Og hele den lille Skare drog muntert tværs igennem Ventesalen ud til Vognen med Liberitjeneren ved Vogndøren og Kusken saa stiv som sin egen lakerede Pisk paa Bukken.
Lige ved Udgangsdøren drejede Helene sig om — og mødte Christensens Blik. Hendes Smil undergik en flygtig Nuance. Han havde set næsten helt mørkt paa hende. Hun nikkede, lod sit Slør falde, og steg ind i Vognen efter Damerne. Afsted! Karsten stod dér endnu i hilsende Stilling.
Naa, Abekat! lød hans Adoptivfaders Stemme bagfra. Karsten vendte sig, surmulede et Øjeblik, og tændte sig en Cigar.
Christensen var gaaet.
