395
Man »sled« paa Frøken Helene Borg — for at man kunde slide videre paa sig selv.
Hvad hun selv mente om sin Stilling og sine Omgivelser, det meddelte hun ikke længer til nogen. Der var i hendes og Christensens venskabelige Forhold indtraadt denne Reservationens Kølighed, som ofte plejer at gaa forud for en Krise: et Brud — eller det modsatte.
Lidt sørgmodig og lidt fornærmet havde hun gjort den Iagttagelse, at han dog var bleven stødt over Frimodigheden i hendes Breve. Var han da saa lidt »bred« — han, som saa tidt havde hævdet dette: at det ikke alene beror paa at »male med den brede Pensel«, men at den virkelige kunstneriske Personlighed maa se med det frie Blik, tænke ud af det store Syn, dømme paa Grundlag af en høj og alsidig Dannelse!
Det havde smærtet hende, allerede ved et af deres første Møder efter Hjemkomsten, at mærke hvorledes han synligt undgik at berøre deres Brevveksling. Hans Forlegenhed gjorde hende usikker, hans Tilbageholdenhed gjorde hende ordknap; og da hun vilde forcere sin Munterhed, mærkede hun ret, hvor lidet oplagt han var til en Spøg. Hun kunde dog ikke tage ham, den ældre, alvorlige Ven, i Øreflippen og skænde smilende paa ham — hvad hun undertiden, medens hun endnu læste med Karsten, havde gjort ved det unge Menneske. Hun kunde blot skjule sin Bedrøvelse, sin Skuffelse,
