Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/407

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

396

faa den kvindelige Stolthed frem hos sig, ræsonnere i Stilhed over selv de stort anlagte Mænds smaa Sider …. men naar det er kommet dertil, saa skal der noget Overordentligt til, for at faa det gode Forhold frelst ud af alle de Skær, som omgiver vore skrøbelige menneskelige Forhold.

Mellem Karsten og hende bestod der ikke og kunde ikke bestaa nogen egenlig Fortrolighed. Hun betragtede ham nærmest som en Umyndig, paa hvis Krumspring og Løjer, tildels klædelige ved Ungdommens Sorgløshed og naive Egenkærlighed, man ser med overbærende Øjne. Hendes Stilling i Konsulindens Hus var i sig selv en saadan, at hun forsigtig undveg al direkte og mere intim Berøring med den unge Mand; mangen lille ufrivillig Taktløshed eller Indiskretion hos ham maatte hun ved paapassende Selvbeherskelse og sit gode Humør søge at afparere eller at reparere. Han havde iøvrig hurtigt dér i Huset erhværvet sig et vist Carte blanche — ved at være en køn ung Fyr, utrolig udholdende i at gøre Hoveri ved Baller og Smaafester — ved at lade sig bruge til Alt, alle mulige Arrangements, tegne Mønstre, illustrere morsomme Menuer, følge Damerne til Concerter og paa Carneval, bestemme Dragten hertil, danse den hele Nat, dekorere en Balsal, male Skærmbrædter til en Dilettantforestilling, dublere en Rolle, sminke Damer osv., osv. ….