28
tretten, fjorten Aar. Hun havde travlt med at faa Flip, Halslinning og Tørklæde til at tage sig manerlig ud paa den unge Lærling.
Han sagde: Saa; nu er det saamænd godt. Nu maa jeg af Sted. For din Fader kunde kom .…. Passiar! afbrød hun, og gav ham et kortfattet Tjat over de Fingre, han søgte at bringe op til Kraven: Ordentlig maa du se ud, naar du skal i din ny Kondition! —
Jamen er det ogsaa en Kondition? spurgte han lidt usikker.
Og det véd du ikke Besked om? Gud, hvor du er dum, Karsten! —
Vil du give mig et Kys, Kirstine? . .
Aha! mumlede Tegnelæreren. Her er altsaa, den »nogen,« som har været god imod min ny Fostersøn! I Grunden tager han sig ud i den Stilling … Laban, som allerede skal have Kys! —
Og Tegnelæreren saa’ paa de to Børn, over hvis Hoveder Aftenskæret gled fra de høje, gyldent glødende Skykamme. Han saa’ ogsaa paa Udhusets Mur: der stod Malermestrens Navn at læse i Forbindelse med »Værksted« og »Lakerer«. Paa Bænken blev der udvekslet et Kys, meget barnligt og meget kort, hvorefter Pigebarnet tog den unge Fyr i Ørelappen og sagde:
Nu er du min Kæreste. Husk det! —
Saa dukkede pludselig Malermestrens Skikkelse frem i Baggrunden. Det var nok ikke for at give sin Velsignelse, han kom.
