Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/410

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

399

han da ogsaa — efter dette Gennembrud — kunne holde sig paa Resignationen? Vilde ikke Lykken — Lykken gennem Lidenskaben — som havde banket paa hos ham og var bleven indladt — vilde den ikke fordre mere, gribe om sig, trykke ham de gamle, bortkastede Vaaben i Haanden og sige: Prøv igen! vis hvad Du duer til! vov at stole paa Lykken — fuldt ud!

Og sæt at han prøvede — sæt at En stod ved Siden af ham og fristede ham over Evne — sæt at Illusionen var en saadan, at den berusede ham …. sæt, at de hele, store, brede Forhold, hvori han var kommen, virkelig lod ham erkende Materialet i sig til en hel, stor, bred Kunst! .. Ja, hvad saa, Ivar Feldmann Christensen?

Vilde Du saa ikke alligevel vaagne en skøn Dag — en bitter, trist Dag — til Erkendelsen af, at Du dog havde Ret, dengang da Du heltemodig paastod, at denne Tid ikke frembringer Kunst, fordi den ikke forlanger nogen — at Apothekeren i Tarasp og Tegnelæreren paa Kultorvet begge har udtalt det sande Ord: denne Tid; som ingen »Tro« har, men som har Maskiner, Aktieselskaber, sociale Spørgsmaal, Videnskab og Politik — den maa resignere paa Kunst, for ikke at gøre Forvirringen, Humbug’en og Elendigheden større end fornødent? —

Jo, jo — og nej, nej — og atter: Jo! og et stærkt Slag i Bordet. Og dér sad Christensen, med den ene Haand for Øjnene, i sit aflaasede,