400
øde, støvede »Atelier«, medens han rullede en Blyant frem og tilbage mellem Fingrene.
Han havde saa smaat opgivet Karsten. I Begyndelsen af Vintren, da det blev ham klart, hvilken Tiltrækningskraft Konsulens Hus allerede øvede paa den unge Mand, havde han givet Karsten visse Tilhold og Advarsler i Almindelighed. Tegnelæreren kendte jo af personlig Erfaring Rummelen — Hvirvlen. Men netop dette, at den personlige Erfaring stod bag ved, at den Ældre næsten paa Dag og Time kunde opramse de Dumheder og Daarligheder, hvormed Dage, Aftner og halve Nætter tilbragtes — netop det, at han i kronologisk Fremadskriden kunde følge denne Klimax — netop det, at han blot behøvede at indsætte sin egen Figur og sit eget Navn i den Yngres Sted, for ret grundigt at skære løs med Straffeprækner paa sig selv — netop dette holdt hans Haand tilbage og lammede hans Myndighed.
Burde man ikke lade Fyren løbe Linen ud — stole paa hans sunde Natur, og, hvis denne ikke vilde vise sig, lade ham drive af med Strømmen — dér hvor jo hele Tidens Strøm gik?
Jo! Christensen bestemte sig for det sidste i en vis fatalistisk Passivitet. Han vaskede ikke sine Hænder i Uskyldighed; han tværtimod erkendte sin egen Skyld — saa’ denne hævne sig paa hans Adoptiv-Afkom — saa’ hele Ung-
