401
dommen glide paa det store Skraaplan — ærgrede sig over, at Frøken Helene færdedes i den Kreds — ærgrede sig rigtig tilgavns herover — og ærgrede sig allermest over sig selv, at han ikke en Dag gik lige bus hen til hende og sagde .….
Prrrrrr!
Han havde jo intet at sige, havde aldeles ikke tænkt paa at ville sige Noget. Han sluttede sig inde i sit Telt; han undrede sig blot over at hans Tegneskole i det hele taget havde Elever. Det kunde næppe længe vedblive saaledes. Han følte sig selv som den mest umedgørlige, den daarligste Lærer i hele Byen. Ak, kunde han rejse bort fra det Hele!
Det var ved Juletiden. Karsten havde faaet saa megen Tid tilovers fra Adspredelserne, at han kunde sende et Studiehoved — Portræt af Frøken Adelaide — paa den halvaarlige Udstilling. Christensen havde set det, havde erklæret at det var »smurt op«, og havde vendt sig fra det. Karsten var temmelig ligegyldig overfor Ros og Dadel. Frøken Adelaide var en køn Pige; det var ham nok; han og hun morede sig godt sammen; det var tilstrækkeligt.
Du er gjort af Bolledejg — og Alt, hvad Du gør, er ligeledes af Bolledejg! sagde Christensen.
