404
Atelieret paa Kvisten. Man kunde høre ham fløjte udenfor.
Hvad Pokker gaar der af Fyren? brummede Christensen. Skulde det være blevet til Alvor med dem …? Naa; det vilde ikke være til Skade for ham! Om jeg end ikke kan rime ham og Alvor sammen endnu. Men naar blot hun kan .…!
Og Christensen gik ud til den gamle Pige, for at skaffe Husets nye Gæst nogen Mælk. Og han tænkte paa de to Børn, som hin Eftermiddag havde siddet sammen paa Bænken i Malermestrens Baghave. De havde jo allerede dengang været Kærestefolk. De havde kysset hinanden .…. ligesom de altsaa nu havde udvekslet Kys — havde tilhvisket hinanden disse smaa, søde Hemmeligheder — latterligt dumme for alle andre, men fulde af dyb Visdom for de Paagældende — maaske Livets eneste Visdom — naar man blot kunde leve den!
Og han erindrede Landskabets og Aftnens Stemning dengang, som om han saa’ den for sine Øjne nu: hvordan Skyernes høje Kæmper havde staaet der, paa den anden Side af Fjorden, mørkviolette med guldglødende Hjælmkamme. Og Lindehækken og Hyldetræet duftede! Og Børnene sad paa Bænken og kyssede hinanden .…. men nu var han en Fyr paa et Par og tyve, og hun var en blomstrende, frisk ung Pige!
